Skoven

Hotellet bygges i en lille, hyggelig skov ved Als Odde. Skoven er en blanding af løv- og nåleskov, og i store dele af den er skovbunden dækket af et fint lag mos. Hvis man er heldig – og stille – kan man fra tid til anden opleve rådyr i skoven.

Hytterne bygges på en lille høj i skoven, der lokalt er kendt som Dværghøj. Foran hytterne er et lavereliggende område med spredt bevoksning, som giver en skøn udsigt fra hytterne og lader solen skinne ind om eftermiddagen.

Fjorden

Mariager Fjord er Danmarks længste og smukkeste fjord. Fjorden snor sig igennem det idylliske og naturskønne landskab fra Hobro i vest til Als Odde i øst.

Fjorden tilbyder fiskemuligheder i international topklasse og er særligt kendt for sine store og velsmagende fjordørreder.

Og er du ikke til lystfiskeri, kan vi varmt anbefale en tur i kajak eller sejlbåd på fjorden.

Faciliteter og oplevelser i nærheden

På Als Odde er den altoverskyggende attraktion naturen og muligheden for at være i fred fra hverdagens trængsler og de store turistmasser.

I gåafstand fra hytterne ligger den hyggelige skovrestaurant Jægerhuset og Café Odden, hvorfra der er udsigt til både fjord og hav. I den lille by Als, 6 km. fra hytterne, findes både supermarked, bager og slagter.

I kort køreafstand fra hytterne findes desuden kystbyen Øster Hurup, hvor der er en god og børnevenlig strand, Nordeuropas største højmose med det lidt misvisende navn Lille Vildmose, Rold Skov, Rebild Bakker og mange andre skønne naturområder.